Dekadence 2005 fra Ølfabrikken
Dekadence 2005
Navn Dekadence 2005
Bryggeri Ølfabrikken
Første bryg 2006
Øl type Fruit Beer
Alkoholprocent 13%

Beskrivelse
Sensommeren 2005 var præget af en del nedbør og meget få solskinstimer, der resulterede i færre bær end 2004 høsten. Til gengæld var det enkelte bær endnu mere smagsintensivt end normalt og med en del mere syre. Det betyder at Dekadence 2005 er præget af stor sødme for at balancere bærrene.

Alkohol, karameliseret malt, rørsukker og en belgisk gær, skaber tilsammen et unikt og komplekst bryg, der aldrig kommer til at kunne genskabes.


Anmeldt af KilkennY
12. maj 2009 10:28 af KilkennY


Det er nu næsten 2½ år siden jeg sidst smagte dette bryg. Dette er samme batch som den i anmeldelsen af 23. februar 2007, da vi købte et par ekstra til lagring umiddelbart efter at have smagt den sidst.
Øllet har ikke taget skade af opbevaringen i kælderen og er, som jeg husker det, fuldt ud på højde med den vi smagte sidst. Den er blød, rund og kraftig i både duft og smag af diverse bær. Alkoholen er godt gemt og bitterheden i eftersmagen er velproportioneret.

Dejlig øl, som kan anbefales skulle man være heldig at støde på den.
  • Anmeldelsen

Anmeldt af Finn
9. marts 2007 21:20 af Finn
I et anfald af momentan sindssyge betalte jeg 100 kr. for denne alkoholfrugtbombe hos Vignoble i Odense. Jeg har et forhold til frugt-øl der er tæt på det absolutte nulpunkt, men hvor for ikke starte en karriere i denne genre fra toppen? Det er en øl, som dufter helt utrolig godt af friske bær - især hindbær/skovbær, synes min næse. Skum på øllet? - stort set intet. Farven er flot rødbrun. Smagen er præget af en velafbalanceret frugtsødme kontra syrlighed, som på overraskende vis camouflerer den ret høje alkoholprocent.
Det er absolut en virkelig dejlig øl, som jeg godt kunne tænke mig at smage igen, men jeg ville nok ikke betale 100 kr. for den.
  • Anmeldelsen

Anmeldt af KilkennY &Mary
23. februar 2007 18:20 af Mary
Undskyld, men vi er altså lige nødt til at nedkaste en forbandelse over Ølfabrikken.
"Gid jeres bryggryder for evigt må brænde mæsken, og må jeres humle for altid være sur!"
Det kan I altså ikke være bekendt...
Nu har vi smagt Dekadence 2005, og det er faktisk det bedste øl, som vi nogensinde har smagt indenfor frugt-øls-genren. Mary er nu så hooked, at hun er nødt til at gribe cyklen i morgen tidlig og støvsuge byen for dette formidable bryg. Om det så skal (med liter-prisen på 200 kr.) ruinere det lille hobbit-bo...
Aldrig har vores ganer været forkælet med en sådan blødhed. Duften af bløde skov-bær giver en forventning om, at noget godt er i vente. Smagen er som at slikke himmerigets port. Masser af skovjordbærs sødme og pludselig befinder vi os i sommerens varme sol. I eftersmagen er der en prikkende bitterhed efterfulgt af tørhed, der efterlader hele mundhulen skrigende og tiggende om bare en mundfuld mere...

Batch nr. 148, vi forguder dig. Gid vi kunne skaffe blot en flaske mere af de 1024 flasker...

NB: Forbandelsen skal tolkes som et råb i smerte, og ikke som en egentlig forbandelse, hulk, suk, ak, ve, stakkels hjerte - BRIST ikke!
  • Anmeldelsen

Anmeldt af Carsten
16. november 2006 16:27 af ølmunden
Klar dyb brun, med rødligt skær. Næsten samme farve som brændt karamel. Masser af hindbær i næsen, sammen med lidt alkohol, hyben, kanel og humle. Smagen er domineret af hindbær, karamel, alkohol, blomster og humle.Alkoholen er desværre lidt kraftig i smagen især, men den er jo også 13% alk. men trods det er det en super øl, meget spædende kombination med hindbær og humle.
6 ud af 10..............(kun pga. alkoholen)
  • Anmeldelsen

Anmeldt af Maria
12. november 2006 13:59 af Maria
Ølfestival Horsens 2006. Det er en rødbrun øl med et storboblet skum og en udpræget duft af hindbær. Sødmen er moderat og der er masser af hindbær i smagen, lidt alkohol og en god bærsyrlighed. En flot øl på alle måder. 1668
  • Anmeldelsen

© g2b.dk

0,125